Familien Kastrup Piilgaard Casco’s historie fortsat
Fra Aarhus til Fårup med en mellemstation i Randers
Kristoffer er fra Aalingåbro, mens Carolyn er født og opvokset i Aarhus. At flytte til en mindre by lå ikke i kortene, og derfor blev Randers by en skøn mellemstation, inden stenbroen blev udskiftet med drømmehus og landsbyliv. Kristoffer arbejder i Aarhus, og Carolyn er under uddannelse, og de havde ikke forventet, at studieliv og huskøb kunne gå hånd i hånd. Pludselig var drømmehuset med plads til hele familien til salg – til en skarp pris og perfekt beliggenhed mellem Randers og Aarhus. ”Huset er alt, vi drømte om. Jeg lå søvnløs om natten, da vi havde afsendt vores bud – jeg kunne ikke bære tanken om ikke at flytte i det hus. Huset har masser af sjæl, emmer af godt håndværk, og vi har råderum til at modernisere, så vi kan skabe præcis det hjem, vi vil,” fortæller Carolyn.
Et rigt børneliv med plads til at vokse
Med tanke på parrets tre børn på 12 år, 7 år og 3 måneder kiggede de langt ind i fremtiden, da de valgte Fårup. Byens fællesskaber og den lette adgang til dagpleje, børnehave og skole var derfor afgørende for deres flyttebeslutning. De har valgt fællesskab og landsbyliv som rammen om deres familieliv. ”Det giver en anden ro, at byen er lille. Byen er omsorgsfuld, men ikke snagende. Vi sender vores børn afsted på cyklen med ro i maven – de trygge stier og ruter til og fra skole giver vores børn frihed og selvstændighed,”
Rum til mere – rum til at udleve drømmen
“Vi havde ikke overvejet at bo i en lille by, men da vi opdagede, at Fårup indeholder alt det vi skal bruge til at skabe det gode liv, var vi solgt. Vi havde ikke forestillet os, at der var så mange muligheder. Vi har forenet os med lokalsamfundet. Det, man gør, batter noget. Man gør sig mere umage og får en masse umage retur,” fortæller Carolyn. Parret skulle lige vænne sig til livet uden for byen, men med tryghed, fællesskab og muligheden for at udfolde sig har familien fået livskvalitet. Faktisk oplever familien, at verden har åbnet sig endnu mere for dem, fordi adgangen til både Aalborg og Aarhus er så nem. Parret kan kalde sig kærester lidt endnu, men til sommer giver de hinanden det store ja, når de skal giftes. Huskøb, studieliv, renovering og bryllup vil få de fleste til at kigge dybt i pengepungen, men de attraktive huspriser muliggør et liv, hvor drømme kan blive til virkelighed.





